Testamente - hvorfor og hvordan

Find en arveretsadvokat

Testamente

Et testamente er et dokument, som beskriver, hvad du ønsker, der skal ske med din formue, når du dør. 

Et testamente vil typisk blive udarbejdet af en advokat, som sikrer, at dine ønsker og behov opfyldes bedst muligt og sådan at arvelovens regler samtidig overholdes. En advokat kan være med til at sikre, at der ikke opstår tvivl, når arven skal fordeles. For at oprette et testamente skal du være fyldt 18 år og være ved dine fulde fem. 

Der findes tre måder at oprette et gyldigt testamente på: 1. notartestamente, 2. vidnetestamente og 3. nødtestamente. Typerne har intet at gøre med indholdet, men er blot et udtryk for, hvordan testamentet er oprettet. 

Et nødtestamente er et testamente der er oprettet i en nødsituation. Selvmordstilfælde kan også være en nødsituation.

Hvad står der i et testamente?

Af et testamente fremgår det, hvem der skal arve, eventuelt, hvad de skal arve, og hvor meget de skal arve. Det omfatter hele formuen, herunder ejendomme, bil, konti og per­sonlige ejendele, men omfatter ikke pensioner/forsikringer. 

 

Øvrige overvejelser i forhold til testamente.

Nogle vælger i testamentet at indsætte bestemmelser om, at arven skal være særeje. Det er vigtigt du vælger den rigtige særejeform og overvejer om dine arvinger skal kunne ændre særejet.

Du kan også indsætte rådighedsbegrænsninger i forhold til arven. Dette sker ved henholdsvis bestemmelser om båndlæggelse og suc­ces­sions­rækkefølger. Her bestemmer du hvordan arven skal forvaltes, nogle gange også ud i næste led. 

Du kan også bestemme at arven helt eller delvist skal gå til velgørenhed. Som enlig uden børn kan det en fordel at donere til velgørende organisationer, da det nedsætter den høje afgift som nogle arvinger skal betale.

Sidst men ikke mindst kan et testamente også indeholde andre bestemmelser end arvefordeling. 

Har du eksempelvis et ønske om vedligeholdelse af dit gravsted, så er det i dag en væsentlig økonomisk disposition, og det kan være relevant, at det står i dit testamente. Du kan også skrive, hvordan du ønsker, at dit dødsbo skal blive behandlet, ligesom det kan være relevant at indsætte bestemmelser om børnetestamente og din digitale arv.

Det er endeligt vigtigt at det fremgår at testamentet i hvilken omfang dette senere skal kunne ændres eller tilbagekaldes. Ændring eller tilbagekaldelse sker på samme måde som ved oprettelse af testamente.

Hvis du ikke har skrevet et testamente

Hvis du ikke opretter et testamente, fordeles din arv efter arvelovens regler og arveklasser. Det vil sige, at der tages udgangspunkt i din familiære situation. Se nærmere under arveret.

Det giver god mening at oprette et testamente, hvis du ønsker at have indflydelse på, hvem der skal arve dig. 

Det er også nødvendigt at oprette testamente, hvis du ønsker at sikre din samlever. Når I ikke er gift, arver I ikke efter hinanden, og det kan få store økonomiske konsekvenser for den længstlevende.

Hvad koster et testamente?

Prisen for et testamente afhænger af, hvilken advokat du vælger samt kompleksiteten af dit testamente. Typisk vil prisen for et testamente være mellem 5.000-10.000 kr. hos en advokat. 

I dag tilbyder flere hjemmesider online testamenter til lave priser. Vi vil dog altid anbefale, at du benytter en advokat i forbindelse med oprettelse af dit testamente. På den måde sikrer du, at det, der bliver skrevet, er tilpasset netop din situation og ikke blot er en standardskabelon. Vigtigst af alt sikrer du også, at dit testamente er korrekt formuleret og opfylder arvelovens regler. 

Hvorfor oprette testamente?

Ved dødsfald kan du med et testamente sikre dig, at arven tilfalder dem du ønsker. Dette gælder uanset om du er gift, lever papirløst eller alene. Har du ikke taget stilling til spørgsmålet om, hvem der skal arve dig, når du dør, kan det nemlig få alvorlige økonomiske konsekvenser for dem, du efterlader dig. 

Hvis du ikke har oprettet et testamente fordeles arven i henhold til arveloven. Med et testamente bestemmer du selv fordelingen af din arv med forbehold for tvangsarv til børn og ægtefælle.

Testamente - kom godt i gang

Vi oplever desværre ofte at testamenter er udarbejdet uprofessionelt og derfor ofte resulterer i en række tvister og komplikationer i forhold til arveloven. Medlemmerne af Danske Arveretsadvokater er specialister i at udarbejde testamenter. Vi kan vejlede dig om dine muligheder og give gode råd om boafgift og skat. Kontakt en advokat fra Danske Arveretsadvokater og få et uforpligtende tilbud på et testamente.

Find en arveretsadvokat

Hvordan opretter du et testamente?

De forskellige arveregler er komplicerede, og ofte er det ikke noget, du selv kan løse. Testamentet skal tage udgangspunkt i netop din situation og udformes på en sådan måde, at der ikke er nogen tvivl den dag, arven skal fordeles. Et testamente er kun gyldigt, hvis det er underskrevet af en notar - notartestamente - eller af to vidner - vidnetestamente. 

Hvordan laver jeg et børnetestamente?

Et børnetestamente kan både laves som et selvstændigt doku­ment, men det kan også indgå som et punkt i et almindeligt testamente. 

Et børnetestamente bør både indeholde overvejelser omkring forældremyndighed samt overvejelser omkring børnenes forsørgelse.

 

Du har børn, du gerne vil begrænse arven til (sorte får)

Hvis man har børn, som man ikke har kontakt til eller af andre årsager ønsker at begrænse arven til, kan man gøre dette via et testamente. Hvis man ikke har taget stilling til arvefordelingen i et testamente, arver et barn, man ikke har kontakt til, på lige fod med øvrige børn og arver derved automatisk en del af formuen.

Giv testamentet et tjek

Alting forandrer sig, derfor er der gode grunde til at få testamentet set efter af en advokat med jævne mellemrum. Måske har du fået børn, er blevet skilt, har købt hus eller formuen har ændret sig. Der kan også være kommet nye regler som gør et tjek af testamentet relevant. 

Har du allerede et testamente, er det derfor en god ide at få det gennemset jævnligt af en specialiseret advokat. 

Find din nærmeste arveretsadvokat.

keyboard_arrow_up