Dødsbo - bobestyrerbo

Find en arveretsadvokat

Bobestyrerbo

Der er mindst syv situationer, hvor der i et solvent dødsbo er behov for bobestyrerbehandling:

  1. Hvis afdøde har bestemt det i et testamente.
  2. Hvis arvingerne ikke kan nå til enighed om boets forhold.
  3. Hvis blot én af arvingerne selv foretrækker at lade en bobestyrer stå for processen.
  4. Hvis alle arvinger er umyndige eller skal repræsenteres ved skifteværge/fremtidsfuldmægtig
  5. Hvis der ikke er nogen solvente arvinger
  6. Hvis alle arvingerne bor i udlandet og ikke ønsker at stille sikkerhed for boafgifter og omkostninger.
  7. Hvis det ikke inden rimelig tid er lykkedes at beslutte at boet skal behandles på en anden måde. 

Det er bobestyrerens opgave at forelægge alle væsentlige beslutninger for arvingerne. Det er i udgangspunktet fortsat arvingerne der bestemmer i boet. Er der uenighed stemmer arvingerne med en stemmeret svarende til deres arvelod. Bobestyreren kan tilsidesætte arvingerne beslutning, hvis denne er i strid med nogens ret,

I boet skal der indrykkes proklama i statstidende og bobestyreren sørger for, at de  krav, som kreditorerne har anmeldt, bliver prøvet – vurderet om de har ret til dækning af boets formue.

Bobestyreren udarbejder en åbningsstatus efter udløb af proklamafristen, så arvingerne, Skat og Skifteret modtager en opgørelse over, hvordan boets økonomiske forhold så ud på dødsdagen.

Bobestyreren skal også udarbejde en boopgørelse, som beskriver forløbet fra dødsfald til boets afslutning.

Arvingerne

Arvingerne er under bobehandlingen med til at bestemme de væsentlige ting i boet, eksempelvis om et hus skal sælges og til hvilken værdi. Skifteretten udpeger som udgangspunkt en autoriseret bobestyrer, der altid er en erfaren dødsboadvokat.

Danske Arveretsadvokater er specialiserede i at sikre en hensigtsmæssig fordeling af arven. Vi tilbyder vejledning og bistand, når arvinger skal nå til enighed om opdelingen af boet, og vi sikrer, at alle de involverede parter bliver hørt. Arveretsadvokaterne er vant til at navigere i spændingsfeltet mellem følelser og konflikter i familien.

Ved en bobestyrerbehandling er der som i private skifter en retsafgift på 1.500 kr. Overstiger boets nettoformue 1,5 mio. kr., opkræves yderligere en afgift på 9.000 kr.

Insolvent dødsbo

Hvis et dødsbo er insolvent skal det behandles som bobestyrerbo. Et insolvent bo betyder, at boets gæld overstiger værdien af aktiverne i boet. Derfor arver arvinger ikke noget. Bobestyrer bistår derimod kreditorerne på samme måde som i forhold til et konkursbo. 

Hvis man som arving i et bo har mistanke om, at boet er insolvent, er det en god ide at være opmærksom på, hvem der skal betale udgifterne i forbindelse med en begravelse. Et insolvent bo kan nemlig ikke altid betale og dermed er det den, der har bestilt begravelsen, som kommer til at betale for den. Viser det sig først efter boets udlevering til fx privat skifte, at boet er insolvent, har arvingerne mulighed for at bakke ud af skifteformen. Dette forudsætter dog at arvingerne kan tilbagelevere boet.

I et insolvens bo, vil arvingerne ofte kunne overtage afdødes sædvanlige indbo mod at rydde og rengøre bopælen. Ønsker arvingerne at overtage andre aktiver fra boet, vil de skulle købe disse af boet.

I et insolvent bo er det kreditorerne, som bobestyreren skal drøfte boets behandling med, Derfor får arvingerne meget begrænset eller slet ingen direkte information om boet. 

Ved insolvente boer er skifteafgiften 1.500 kr, med mindre boet sluttes efter konkurslovens §143, så er der ingen afgift.

 

keyboard_arrow_up