Skal man sidde i uskiftet bo når ægtefællen dør?

Find en arveretsadvokat

Når den ene ægtefælle dør...

Når den ene ægtefælle dør, kan den anden ægtefælle vælge at sidde i uskiftet bo. Det betyder, at boet efter den afdøde ikke bliver gjort op, hvorfor der ikke skal opdeles og uddeles nogen arv.

Denne løsning kan sikre, at den længstlevende ægtefælle ikke bliver tvunget til at flytte fra sit hjem eller komme i økonomisk klemme. Dog medfører det at sidde i uskiftet bo også nogle ulemper. Den længstlevende ægtefælle kan blandt andet ikke gifte sig igen, før boet er skiftet.

Nedenfor er et eksempel på en situation, hvor den længstlevende ægtefælle har været nødsaget til efterfølgende at skifte boet.

Uskiftet eller skiftet bo?

Anette mistede Niels for 3 år siden. De har sammen børnene Line og Andreas. Da Niels døde var Anette og begge børn enige om at det var bedst for Anette at sidde i uskiftet bo, så kunne hun blive boende i sit hus og fortsat havde en fornuftig økonomi. Anette har dog siden følt, at børnene interesserede sig meget for hendes økonomi og hvordan hun forvaltede sine penge.

Nu har Anette mødt Søren, som hun gerne vil købe hus og flytte sammen med. Anette vil derfor gerne have skiftet boet for at minimere børnenes indblanding i hendes økonomi.

Fordi Anette og Niels i sin tid intet testamente havde, skal boet deles efter arveloven. Det betyder at Anette allerede ejer 50% af deres samlede formue, og Niels’ 50% af formuen skal deles ved at Anette arver halvdelen af hans halvdel, og deres to børn skal dele den anden halvdel. Boet bliver skiftet med den formue, der er i boet nu, så den yderligere værdi der er opsparet i huset i den periode hvor Niels har været død, tæller ligeledes med, når der skal deles arv.

Hvis Anette og Niels havde skrevet et testamente, kunne den del af formue, som børnene skal arve ved skiftet af boet, have været helt ned til 1/16 af den samlede formue. Niels og Anette kunne altså have sikret sig, at boet kunne skiftes ved Niels’ død uden det ville have haft en mærkbar økonomisk indvirkning på Anettes situation.

keyboard_arrow_up